Omkostninger

Omkostninger

Når konkurrencen på et marked fjernes til fordel for en “national løsning” med standardisering og ensretning, giver det umiddelbart opfattelsen af, at det kan løse mange problemer og give lavere omkostninger. Fejlagtigt tror man, at upraktiske funktioner kan fjernes ved at lade et enkelt firma løse problemet og bureaukratisk budgettere sig frem til den bedste løsning[1].

NemID bringer omkostninger med sig for alle.

Omkostningerne bliver fastsat ud fra det bedste tilbud ved udbud af opgaven. Det giver mulighed for at danne et naivt overblik, hvor de centralplanlæggende instanser kan beskrive omkostningerne ved projektet, og således bilde befolkningen ind, at et problem, som markedet ikke kunne løse, er løst.

Desværre glemmer fortalerne for projektet at forklare, hvad pengene kunne være brugt på, hvis ikke dette projekt skulle udføres af staten. Alle de uvisse alternativer, der havde været at bruge pengene på, og de usynlige omkostninger, der bliver trukket ned over hovedet på forbrugerne og ikke mindst udbyderne, er straks glemt[2].

NemID bringer omkostninger med sig for alle. Ikke mindst for den enlige husmor, der skal betale gebyr for girokort, når hendes NemID ikke fungerer, men også virksomheder underlagt systemet er tvunget til at afsætte midler for at tilpasse sig denne nye løsning.

Førhen var det nemt og uden omkostninger for forbrugeren at gå på sin netbank eller at få adgang til offentlige tjenester på internettet. Det, som ikke nævnes, er også de ikke-økonomiske omkostninger såsom tabet af privatlivets ukrænkelighed og muligheden for det frie valg.

  1. Så mange millioner kroner koster NemID-projektet
  2. Telmore: Har du hørt om NemID?