Velkommen

Nej til NemID lanceres, for at informere om de problematikker oprettelsen af NemID afstedkommer, men også for at beskrive risikoen ved at lade regeringen nationalisere/monopolisere sikkerheden på internettet.

Internettet har givet nye muligheder, og har udviklet sig til hvad det er i dag, primært fordi det har været muligt for entreprenører og iværksættere at løse problemstillinger hurtigt og effektivt under hård konkurrence.

Det er derfor ikke overraskende, at regeringen ønsker at blande sig og sikre sine interesser på dette område. Desværre vil det medføre et enorme bureaukrati og risiko for mangel på innovation, hvilket er netop hvad NemID er et eksempel på.

Nu har vi fået plantet et bureaukrati midt i vores sikkerhed på internettet

NemID er allerede igangsat, og leveres af et privat firma, der har fået monopol på et før – frit marked. DanID, der leverer NemID, vil derfor ikke være nødt til at tilfredsstille forbrugernes behov (alle i Danmark), da forbrugerne ikke har andre valgmuligheder. Dette er problematisk ikke blot inden for ethvert markedsområde, men især når vi snakker sikkerhed på internettet.

Inden for de sidste 100 år er der opfundet utallige nye teknologier, der forbedrer vores levestandard – og historien er den samme hver gang: Teknologien udvikles og bliver modtaget af forbrugerne, der glædeligt føler en forbedring i deres hverdag. Når teknologien har bevist sit værd, begynder den at blive modtaget hos størstedelen af befolkningen. Her er det så, at regeringen begynder at vågne op! Store ord bliver brugt om, at markedet ikke kan håndtere dette, og at det er yderst nødvendigt at afsætte ressourcer fra regeringens side for at løse, ofte imaginære problemer. Dette er sandt for ikke mindst telefonen, radioen, fjernsynet og nu også delvist internettet.

Nu har vi fået plantet et bureaukrati midt i vores sikkerhed på internettet, sammen med et ineffektivt monopol. Det vi fra tidligere hændelser nu kan forvente, er dårligere service, dyrere produkter, mindre innovation og flere utilfredse forbrugere.

Derfor håber vi at kunne informere om, hvorfor vi finder det nødvendigt at NemID ikke bliver tvunget ned over befolkningen, men at der i stedet bør gøres en indsats for at bringe konkurrencen tilbage, så vi kan få sikre løsninger og opbygge tillid til dem, vi selv vælger at stole på. Vi vil gerne have, at regeringen trækker deres fingre ud af vores låse på internettet.

12 december, 2010  |  25 Kommentarer